Store Broder (1984)

Kunstnerisk fortolkning af de plakater af Store Broder, der omtales i 1984

Store Broder er en figur i George Orwells roman 1984 (originaltitel Nineteen Eighty-Four) og den gådefulde diktator i Oceanien – den totalitære stat drevet til sin yderste konsekvens. I det samfund, som Orwell beskriver, overvåges alle af myndighederne, primært via teleskærme. Folk bliver hele tiden mindet om dette af slagordet "Store Broder ser dig".

Beskrivelsen af Store Broders udseende giver mindelser om Josef Stalin eller Lord Kitchener. Det er i romanen ikke helt klart. om han eksisterer i virkeligheden som en person, eller om han er en figur, skabt af staten. Men da torturbødlen O'Brien fra Inderpartiet siger til Winston Smith, at Store Broder ikke kan dø, tyder det på, at han er personificeringen af Partiet. I den bog, som Emmanuel Goldstein angiveligt har skrevet (dens oprindelse viser sig senere at være af mere kompliceret oprindelse), står der: "Ingen har nogensinde set Store Broder. Han er et ansigt på murene, en stemme fra teleskærmen. […] Store Broder er den forklædning, hvor under Partiet foretrækker at fremtræde for verden. Hans opgave er at fungere som samlingspunkt for kærlighed, frygt og ærbødighed, følelser som man lettest nærer for en person end for en organisation." (Se Goldsteins bog). I Partiets propaganda fremstår Store Broder dog som en virkelig person, der sammen med Emmanuel Goldstein var en af Partiets stiftere. Hans virkelige navn nævnes ikke og er ikke offentligt kendt.


© MMXXIII Rich X Search. We shall prevail. All rights reserved. Rich X Search