Stormfloden 1872

Stormfloden Sydfalster 13. november 1872. Fra Illustreret Tidende 1. december samme år
Højvandsmærke ved Gedesby Kirke på Sydfalster.

Stormfloden 12. -14. november 1872 var en naturkatastrofe, der ramte det sydlige og østlige Danmark. Navnlig blev store dele af Lolland og Falster oversvømmet, og 80-90 mennesker omkom. 50 skibe strandede på Sjællands østkyst. På land og til søs kostede stormfloden over 260 mennesker livet.

Også andre øer og lavvandede områder langs Øresund, Jyllands østkyst og de jyske fjorde var hårdt ramt af oversvømmelsen; her måltes den højeste vandstand til 3,3 m over dagligt vande. Også på Bornholm var der store ødelæggelser. Det var den største stormflodskatastrofe i Danmark i nyere tid.

En voldsom østenstorm med oprindelse i et lavtryk i Alperne kulminerede den 13. november 1872 med orkanstyrke på 32 m/s eller mere, og pressede med orkanstyrke vandet fra Østersøen mod vest ind mod det sydlige Skåne, Lolland, og Falster, hvor det steg 3 meter over dagligt vande og gennembrød digerne. På få timer oversvømmedes store dele af øerne; Huse, gårde, mennesker og dyr blev skyllet bort.

Af de 80 omkomne på Lolland-Falster var der 28 på Lolland og 52 på Falster; heraf alene 20 i Gedesby. Bureau Veritas opgjorde at 427 sejlskibe (heraf 15 danske) og 23 dampskibe var forulykket under stormen.

På Lolland nåede oversvømmelsen så langt ind i landet, at Rødby Fjord og Nakskov Fjord, der lå otte km fra hinanden, hvor de var nærmest, fik forbindelse med hinanden, og den sydvestlige del af Lolland var en isoleret ø. På det sydlige Falster var det kun en smal landbræmme, der ikke blev oversvømmet.

Over hele Danmark gik man i gang med at samle ind til stormflodsofrene, og også fra udlandet kom der hjælp; Staten derimod holdt sig til at udbedre de ødelagte diger, og 150 soldater fra ingeniørtropperne blev sat ind i arbejdet.


© MMXXIII Rich X Search. We shall prevail. All rights reserved. Rich X Search