Synd

Den hollandske maler Hieronymus Boschs De syv dødssynder og de fire stadier fra omkring år 1500 fremstiller de syv kristne dødssynder. Museo del Prado, Madrid.

En synd er en handling eller tankegang, der er i strid med gudernes vilje,[1] og dermed guddommelig lov.[2] Mere generelt kan synd siges at være en handling, der opfattes som umoralsk eller forkert.[1] Synd kan også betegne en grundlæggende fjendtlig holdning over for det guddommelige.

Hver kultur har sin egen fortolkning og definition af, hvad der menes med at begå en synd. Mens synd generelt betragtes som handlinger, så bliver synder generelt defineret som værende enhver tanke, ord eller handling bliver betragtet som umoralsk, egoistisk, skamfuld, skadelig eller fremmedgørende.[3]

Synd spiller en rolle i de fleste religioner,[4] hvor den tjener til at forklare, hvorfor menneskets tilværelse ofte er fyldt med lidelser og afsluttes med døden.[5] Opfattelsen af begrebet er imidlertid meget forskelligt religionerne imellem. I kristendommen opfattes synd som noget grundlæggende - arvesynd - mens synd i islam og i jødedommen ikke opfattes som noget medfødt hos mennesket, men som et resultat af handlinger. I hinduismen og buddhismen tages der ikke udgangspunkt i et syndsbegreb, og der er modsat de monoteistiske verdensreligioner ikke tale om, at mennesker har et personligt ansvarsforhold overfor Gud; begge religioner indeholder en grundtanke om livet som lidelse, som man kan bringes ud af ved henholdsvis hinduismens moksha og buddhismens ottefoldige vej.[4]

Synd opfattes i nogle sammenhænge som noget, som mennesket kan fjerne igennem sine egne anstrengelser, eksempelvis via meditation eller via ritualer, som fjerner urenheder. I andre sammenhænge opfattes den som noget, som kun kan fjernes ved en aktiv guddommelig indgriben i menneskets tilværelse. I atter andre sammenhænge foreskrives en kombination af de to tilgange.[5] Forestillingen om synd er i tidens løb blevet brugt som middel til at styrke forskellige religiøse institutioners magt og også til at legitimere social og økonomisk ulighed.[5]

  1. ^ a b Fodnotefejl: Ugyldigt <ref>-tag; ingen tekst er angivet for referencer med navnet DDO
  2. ^ "sin". Oxford University Press. Arkiveret fra originalen 4. juli 2017. Hentet 28. august 2017.
  3. ^ "sin". Oxford English Dictionary. Hentet 16. september 2013.
  4. ^ a b Sådan opfattes synd i verdensreligionerne. religion.dk 6. november 2019.
  5. ^ a b c Jacobsen, Knut A.; Groth, Bente; Løøv, Margrethe: artiklen "synd" i Store norske leksikon på snl.no. Hentet 8. december 2022.

© MMXXIII Rich X Search. We shall prevail. All rights reserved. Rich X Search