Tysk-romersk kejser

Ikke at forveksle med Tysk kejser (Tyske Kejserrige).
Tysk-romersk kejser

Imperator Romanorum
800/962[a]–1806
Tysk-romersk kejsers maximilian IIs rigsvåben
Maximilian IIs rigsvåben
RegeringsformMonarki
Kejser 
• Første
Karl den Store eller Otto 1.
• Sidste
Frans 2.
Historie 
• Kroningen af Karl den Store eller Otto 1.
til tysk-romersk kejser
25. december 800
2. februar 962
• Ophørt
6. august 1806
Advarsel: Siden bruger Skabelon:Infoboks land med ukendt parameter "country" (denne besked vises kun i forhåndsvisning).
Advarsel: Siden bruger Skabelon:Infoboks land med ukendt parameter "kontinent" (denne besked vises kun i forhåndsvisning).
Advarsel: Siden bruger Skabelon:Infoboks land med ukendt parameter "region" (denne besked vises kun i forhåndsvisning).
Den sidste tysk-romerske kejser Frans 2. (kejser 1792-1806) iført kroningsdragt og med rigets regalier.

Den Tysk-romerske kejser (tysk: Römisch-deutscher Kaiser), officielt Romernes kejser (latin: Imperator Romanorum) var herskeren over Det tysk-romerske Rige. Riget blev af den romersk-katolske kirke betragtet som den eneste retsgyldige arvtager til Romerriget i middelalderen og tidlig moderne tid. Titlen blev holdt sammen med titlen Konge af Italien (Rex Italiae) fra det 8. til det 16. århundrede og næsten uden afbrydelse med titlen Romernes konge (Rex Teutonicorum, lit. 'Tyskernes konge') gennem det 12. til det 18. århundrede.

I teori og diplomati blev kejserne betragtet som primus inter pares, den første blandt andre ligestillede romersk-katolske monarker i hele Europa.[1] I praksis var en kejser kun så stærk, som hans hær og alliancer, inklusive ægteskabsallianser, gjorde ham. Deres rige, Det tysk-romerske Rige, blev af den romersk-katolske kirke betragtet som den retsgyldige efterfølger til det vestlige Romerrige i middelalderen og tidlig moderne tid.

Fra arveenevælde i karolingisk tid (800–924) var titlen hen mod det 13. århundrede blevet del af et valgmonarki, hvor kejseren blev valgt af kurfyrster. Forskellige kongeslægter i Europa blev på forskellige tidspunkter de facto de arvelige indehavere af titlen, især Liudolfingerne (962–1024) og Salierne (1027–1125). Efter den sene middelalders regeringskrise holdt Habsburgerne titlen i deres besiddelse uden afbrydelse fra 1440–1740. De sidste kejsere var fra Huset Habsburg-Lothringen fra 1765–1806. Det tysk-romerske Rige blev opløst af Frans 2. efter et ødelæggende nederlag til Napoleon i Slaget ved Austerlitz.

Kejseren blev almindeligt opfattet til at herske af Guds nåde, skønt han ofte modsatte sig eller var i opposition til paven, især under Investiturstriden. Det tysk-romerske Rige har aldrig haft en regerende kejserinde, selvom kvinder som Teofano og Maria Theresia havde en stærk indflydelse. Gennem sin historie blev positionen betragtet som en forsvarer af den romersk-katolske tro. Indtil Maximilian 1. i 1508, blev den valgte kejser (Imperator electus) påkrævet at blive kronet af paven, før han tog den kejserlige titel. Karl 5. var den sidste, der blev kronet af paven i 1530. Selv efter Reformationen var den valgte kejser altid romersk-katolsk. Der var korte perioder i historien, hvor valgkollegiet blev domineret af protestanter, og kurfyrsterne stemte normalt i deres egen politiske interesse.


Fodnotefejl: <ref>-tags eksisterer for en gruppe betegnet "lower-alpha", men der blev ikke fundet et tilsvarende {{reflist|group="lower-alpha"}}, eller et afsluttende </ref>-tag mangler

  1. ^ Terry Breverton (2014). Everything You Ever Wanted to Know About the Tudors but Were Afraid to Ask. Amberley Publishing. s. 104. ISBN 9781445638454.

© MMXXIII Rich X Search. We shall prevail. All rights reserved. Rich X Search