Ungdomshuset

Ikke at forveksle med det nye ungdomshus på Dortheavej 61.
Ungdomshuset på Jagtvej 69 som det så ud i juli 2006

Ungdomshuset, også kaldet Ungeren, på Nørrebro i København var i årene 1982-2007 kendt som tilholdssted og undergrundsscene for forskellige grupper af unge, der kulturelt og/eller politisk tog afstand fra det etablerede samfund. Huset, der lå på Jagtvej 69, blev opført i 1897 som Arbejdernes Forsamlingsbygning og var som sådan kendt bevaringsværdigt af Skov- og Naturstyrelsen[1], en status som dog blev ophævet af Kulturarvsstyrelsen i 2001[2]. I 2000 blev huset solgt af Københavns Kommune til HUMAN A/S, som senere blev købt af frikirken Faderhuset. Siden Faderhuset i efteråret 2006 bad politiet rydde Ungdomshuset, har venstreradikale miljøer protesteret med mange aktioner.

Ungdomshuset blev torsdag d. 1. marts 2007 ryddet ved en aktion, der begyndte 07:00:07[3]. De følgende dage var præget af uroligheder og ødelæggelser, hvor over 714 personer blev anholdt. Den 5. marts ved 8-tiden om morgenen begyndte nedrivningen af huset, der varede indtil den 6. marts ved 23-tiden[4].

Fra rydningen, der foregik på en torsdag i marts 2007, frem til juni 2008 demonstrerede tidligere brugere og støtter af Ungdomshuset hver torsdag for et nyt ungdomshus i København. De såkaldte torsdagsdemoer drog under ledsagelse af musik, bannere og kampråb ud i København med afgang kl. 17 fra Gammel Torv (tidligere Blågårds Plads).

Efter aktionen G13 indledte Københavns overborgmester Ritt Bjerregaard forhandlinger med repræsentanter fra bevægelsen om oprettelsen af et nyt Ungdomhus, og den 27. oktober opnåede man enighed om en rammeaftale. Efter nogle måneders yderligere forhandlinger landede man på at placere det nye Ungdomshus i en del af Kulturhuset Bispebjerg Nordvest, og d. 11. juni 2008 vedtog borgerrepræsentationen den endelige aftale med løfte om ibrugtagning af det nye Ungdomshus d. 1. juli 2008[5].

Ungdomshuset på Dortheavej 61 slog dørene op for offentligheden den 18. oktober 2008 og fungerer nu som erstatning for det gamle ungdomshus.

  1. ^ Berlingske Tidende, "Ungdomshusets skæbne til debat", 03.05.1999, 1. sektion s. 7, artikel-id: AZ938111, set på InfoMedia 11. Juli 2007.
  2. ^ Jyllands-Posten, "Ungdomshuset kan rives ned", 22.01.2007, JP s. 5 (indland), artikel-id: e0871b3e, set på InfoMedia 11. Juli 2007
  3. ^ "Spændende aften med Politidirektør Hanne Bech Hansen". Arkiveret fra originalen 23. november 2010. Hentet 16. februar 2010.
  4. ^ Ungdomshuset nu jævnet med jorden – dr.dk 7. marts 2007
  5. ^ Ungdomshus får ny adresse, Politiken, 11.06.08

© MMXXIII Rich X Search. We shall prevail. All rights reserved. Rich X Search