Vandplante

Vandplanter eller hydrofytter er plantearter, som er tilpasset livet i vand. Som regel tænker man først og fremmest på arter fra ferskvand, og ofte udelader man tangplanter og alger. Ferskvandsplanterne inddeles efter deres økologiske tilpasning, men det overses ofte, fordi grupperne bærer betegnelser, som i stedet fremhæver bestemte træk ved deres voksemåde. Dette kan skyldes, at mange af planterne har vundet indpas som prydplanter i havedamme og bassiner.

Da planterne lever på eller under vandoverfladen, har de udviklet talrige, særlige tilpasninger. Derfor kan vandplanter kun gro i vand eller helt vandmættet jord. I modsætning til de arter, som lever på jord, der kan tørre helt eller delvist ud, har vandplanterne ingen problemer med at tilbageholde vand. Det medfører, at planterne har mindre behov for at regulere deres vandtab til omgivelserne (transpiration), og i realiteten ville reguleringen kræve et større forbrug energi end den energigevinst, der kunne skaffes på den måde.

Vandplanterne er fælles om flere tilpasninger:

1. En tynd overhud (cuticula) – eller slet ingen. Overhuden tjener først og fremmest til at forhindre vandtab, og derfor har vandplanterne ikke noget behov for at have den.
2. Spalteåbningerne (stomata) er åbne det meste af tiden. Det betyder, at læbecellerne almindeligvis er ude af funktion.
3. Et forøget antal spalteåbninger, som kan findes på begge sider af bladene.
4. En mindre stiv opbygning, fordi vandet støtter planterne.
5. Store, flade blade på overfladen giver opdrift.
6. Indbyggede luftblærer giver yderligere opdrift.
7. Mindre rødder, fordi vand kan optages direkte i bladene.
8. Fjeragtige rodnet, fordi planterne ikke behøver støtte.
9. Specialiserede rødder eller kanaler til optagelse eller transport af ilt.