Vivi Markussen | |
---|---|
Født | 24. oktober 1939 Aalborg, Danmark |
Død | 22. december 2010 (71 år) |
Højde | 166 cm |
Uddannelse og virke | |
Beskæftigelse | Atletikudøver, sprinter |
Deltog i | Sommer-OL 1960 |
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. |
Vivi Markussen (født 24. oktober 1939 i Aalborg, død 22. december 2010) var en dansk atlet. I sit civile liv var hun kontorfuldmægtig i Lyngby-Taarbæk Kommune.[1]
Vivi Markussen var medlem af Aalborg FF (-1958), IFK Aalborg (1959-1960), Hvidovre IF (1961), Frederiksberg IF (1962-1971) og gjorde comeback i Trongårdens IF (1978-1979)
Vivi Markussen slog igennem som 16-årig med at vinde DM på Århus Stadion 1956 på både 100 og 200 meter. Hun deltog som 19-årig i EM på Stockholm Stadion 1958 på 100 og 200 meter, og året efter deltog hun på 100 meter ved OL 1960 i Rom, hvor hun blev slået ud i kvartfinalen med tiden 12,4 efter 12,2 i indledende heat.
Hun vandt 12 individuelle danske mesterskaber og 14 i stafet og hold i perioden 1956-1971. Syv år efter gjorde hun comeback i Trongårdens IF og vandt to individuelle DM-medaljer, to guld på 4 x 100 meter og guld i hold DM 1979 (Danmarksturneringen). Samme år vandt hun to sølvmedaljer på 100 og 200 meter ved veteran-VM i Hannover.
I Helsingør brød Vivi Markussen den 5. juli 1959 som den første danske kvinde grænsen på 12 sekunder på 100 meter, da hun løb i tiden 11,6, ligesom hun året efter under kvindelandskampen mod Norge på Bislett Stadion i Oslo med 24,9 på 200 meter kunne sprænge endnu en grænse. Hun var dagen før med til at sætte den danske rekord på 4 x 100 meter stafet. Rekordholdet bestod af Lone Hadrup, Bodil Nørgaard, Anne-Lise Olsen og Vivi Markussen, der løb i den nævnte rækkefølge. Den nye rekordtid 47,9 sek var forbedring på godt to sekunder af den hidtidige rekord, som var sat under olympiaden i London i 1948. I 1971 satte hun sammen med Alice Wiese, Inge Voigt og Marianne Flytting dansk rekord på 4 x 100 meter med tiden 47,3.
I slutningen af 1970'erne gjorde hun comeback for Trongården IF, for hvem hun ved DM på Glostrup Stadion i 1980 satte en sidste dansk rekord som sidste tur på klubbens 4 x 100 meter-hold med tiden 47,04 sekunder. Da var hun fyldt 40.
Vivi Markussen døde af kræft den 22. december 2010. Hun blev 71 år.[1]
© MMXXIII Rich X Search. We shall prevail. All rights reserved. Rich X Search