W.C. Fields

W.C. Fields
W.C. Fields, 1938
Personlig information
Fulde navnWilliam Claude Dukenfield
Andre navn(e)Charles Bogle
Otis Criblecoblis
Mahatma Kane Jeeves
"Uncle Claude"
Født29. januar 1880(1880-01-29)
Darby, Pennsylvania, USA
Død25. december 1946 (66 år)
Pasadena, Californien, USA
NationalitetUSA Amerikaner
ÆgtefælleHarriet Hughes (1900–1946; hans død)
Kæreste(r)Bessie Poole
Carlotta Monti
BørnEt med Hughes, et med Poole
BeskæftigelseKomiker, skuespiller og forfatter
Aktive år1902–1946

William Claude Dukenfield (født 29. januar 1880, død 25. december 1946), bedre kendt som W.C. Fields, var en amerikansk komiker, jonglør, skuespiller og forfatter. Han portrætterede ofte en misantropisk, drikfældig egoist, der trods sin vrissende foragt for hunde og børn forblev en sympatisk figur. Han var ophavsmand til en lang række mindeværdige udtalelser, som ofte citeres.

Fields' karriere begyndte i vaudeville, hvor han opnåede international succes som stum jonglør. Efterhånden indarbejdede han komik i sin optræden, og han var en fremtrædende medvirkende i Ziegfeld Follies-revyerne på Broadway i New York i flere år. Han blev stjerne i musicalen Poppy i 1923, hvor han spillede en farverig småsvindler. Hans senere teater- og filmroller var ofte på tilsvarende vis nogle slyngler eller tøffelhelte.

Blandt hans kendetegn var en ru dræven og et svulstigt sprogbrug. Hans udtryk var så levende i film og radio, at hans figur efterhånden blev synonymt med ham selv. Denne opfattelse blev understøttet af hans filmstudier (Paramount Pictures og Universal Studios) samt af Robert Lewis Taylors biografi om ham: W.C. Fields, His Follies and Fortunes (1949). Med barnebarnet Ronald Fields' udgivelse W.C. Fields by Himself (1973) med hans breve, billeder og noter fik man et mere nuanceret billede af W.C. Fields. Her fremgik det, at han var gift (senere separeret), og at han betalte til sin søn og elskede sine børnebørn.


© MMXXIII Rich X Search. We shall prevail. All rights reserved. Rich X Search