Kommunalbestyrelse

"Byråd" omdirigeres hertil. For betydningen norsk byregering, se Byråd (Norge).
Denne artikel omhandler overvejende eller alene danske forhold. Hjælp gerne med at gøre artiklen mere almen.

En kommunalbestyrelse er den forsamling af folkevalgte politikere, som har det overordnede ansvar i en kommune. I nogle kommuner bruges betegnelsen byråd i stedet, mens kommunalbestyrelsen i Københavns Kommune hedder borgerrepræsentationen.

I landkommuner – sognekommuner – hed forsamlingen tidligere sogneråd, men betegnelsen kommunalbestyrelse vandt fra 1920'erne frem, og de sidste sogneråd forsvandt med kommunalreformen i 1970. Efter lov om kommunernes styrelse af 31. maj 1968 bestemmer den enkelte kommune selv, hvorvidt kommunalbestyrelsen skal benævnes kommunalbestyrelse eller byråd.

Ifølge styrelsesloven skal medlemstallet i en kommunalbestyrelse være ulige. I kommuner med færre end 20.000 indbyggere (7 kommuner) skal der være mindst 9 og højst 31 medlemmer. I kommuner med flere end 20.000 indbyggere skal der være mindst 19 og højst 31 medlemmer, i Københavns Kommune dog højst 55. Medlemmerne kaldes kommunalbestyrelsesmedlemmer eller byrådsmedlemmer. I Københavns Kommune bruges dog betegnelsen borgerrepræsentationsmedlem eller slet og ret borgerrepræsentant.

Borgmesteren er kommunalbestyrelsens leder. Borgmesteren – i København overborgmesteren – er desuden formand for det udvalg, der koordinerer kommunens økonomi, nemlig økonomiudvalget.


© MMXXIII Rich X Search. We shall prevail. All rights reserved. Rich X Search