Karolingerne

Karolingerne er en frankisk kongefamilie, hvis medlemmer først havde den faktiske magt i Frankerriget via embedet som major domus. Pipin 3. (den lille) overtog dog den formelle kongeværdighed i 751. Familien var ved magten fra midten af det 7. århundrede til Ludvig 5. den Dovne døde i 987.

Karolingerne kaldes også Pipiniderne (efter Pipin den Ældre, død 640) eller Arnulfingerne (efter Arnulf af Metz, død 640). Pipin den Ældre var morfar til Karl Martells fader, Pipin af Herstal (Pipin - Begga - Pipin - Karl), mens Arnulf af Metz var farfar til faderen (Arnulf - Ansegisel - Pipin - Karl). Karl Martell blev selv farfar til Karl den Store.

Højdepunktet i magt og indflydelse nåede karolingerne med Karl den Store (742/747-814), der blev kronet som den første vestromerske kejser i året 800. På det tidspunkt var der gået næsten 400 år, siden man sidst havde haft en kejser over romerrigets vestlige halvdel.

Forskellige arvedelinger og indbyrdes stridigheder mellem arvingerne fik dog Karls rige til at smuldre efter få generationer, og samtidig svækkede vikingetogter og magyarernes røveriske angreb fra øst riget. Resultatet blev, at karolingernes prestige dalede, og i 987 overtog Hugo Capet kongemagten. Han blev grundlæggeren af den efterfølgende kongeslægt, Capetingerne.