Den arabisk-israelske krig 1948

Denne artikels neutralitet er omstridt. Begrundelsen kan findes på diskussionssiden eller i artikelhistorikken. Fjern ikke denne besked indtil betingelserne til at gøre det er mødt. (2010) (Lær hvordan og hvornår man kan fjerne denne skabelonbesked)

Den arabisk-israelske krig 1948
Del af Palæstinakrigen (1947–1949)
De arabiske angreb mod Israel mellem den 15. maj og 10. juni 1948
Dato november 1947–marts 1949 Sted Mellemøsten Resultat Israelerne udvidede deres territorium til at omfatte 68% af området.
Parter
Israel	Egypten Syrien Transjordanien  Libanon Irak Saudi-Arabien Palæstinensiske irregulære arabiske befrielseshær
Ledere
Yaakov Dori Yigael Yadin	Glubb Pasha Abd al-Qadir al-Husayni† Hasan Salama Fawzi al-Qawuqji
Styrke
29.677 ved udgangspunktet–108.300 i december 1948	Egypten: 10.000 ved start, stigende til 20.000 Irak: 5.000 ved start stigende til 15–18.000 Syrien: 2.500–5.000 Transjordanien: 6.000–12.000 Libanon: 1.000 til start stigende til 2.000 (Pollack, 2004; Sadeh, 1997) Saudi Arabien: 800–1.200 Et ukendt antal yemenitiske trooper Arabisk befrielseshær: 3.500-6.000
Tab
6.373 (4.000 militære og omkring 2.400 civile)	Uvist (mellem 5.000 og 15.000) 750.000 palæstinensiske flygtninge

Den arabisk-israelske krig 1948 – af israelerne kendt som Frihedskrigen eller Uafhængighedskrigen (Hebraisk: מלחמת השחרור eller מלחמת העצמאות) og i den arabiske verden kendt Nakba (Arabisk: النَّكْبَة, transskription: Nakba, direkte oversat: "katastrofen") – var den første i en række krige mellem Israel og dets arabiske naboer i den bredere arabisk-israelske konflikt.

Den arabiske-israelske krig i 1948 var den anden fase af den bredere Palæstinakrig (1947–1949). Den første fase af Palæstinakrigen var den borgerkrig, som udbrød d. 30. november 1947 i mandatområdet i Palæstina – én dag efter, at FN's generalforsamling stemte for at vedtage delingsplanen for Palæstina (FN-resolution 181).^[1] Delingsplanen blev accepteret af den jødiske ledelse, men afvist af den højere arabiske komité, Arabiske Liga og andre arabiske ledere.^[2] Denne indledende fase af Palæstinakrigen blev hovedsageligt udkæmpet mellem jødiske og arabiske militser – sidstnævnte støttet af den arabiske befrielseshær og de omkringliggende arabiske stater. Kendetegnet for denne indledende fase var, at Palæstinamandatet endnu ikke var afsluttet, hvorfor briterne lejlighedsvis greb ind overfor volden.^[3][4]

Borgerkrigen blev omdannet til en krig mellem Israel og forskellige arabiske stater om morgenen d. 15. maj 1948, efter en militær koalition af arabiske lande gik ind i dét land, som tidligere havde konstitueret det britiske mandatområde i Palæstina. Storbritannien havde forinden annonceret, at de ville afslutte mandatområdet d. 15. maj, hvilket formelt skete ved midnat mellem d. 14/15 maj. Samtidig havde den jødiske ledelse – ledet af den fremtidige israelske premierminister, David Ben-Gurion – om eftermiddagen den 14. maj 1948 proklamerede dannelsen af en jødisk stat, kendt som staten Israel.^[5] Afslutningen på mandatområdet i Palæstina og bekendtgørelsen af dannelsen af staten Israel markerede derfor begyndelsen på Palæstinakrigens anden fase – den arabisk-israelske krig i 1948 – som var den første direkte militær konfrontation mellem de omkringliggende arabiske lande og den nyudråbte stat Israel.

Krigen blev hovedsagelig udkæmpet på det tidligere mandatområde og i en kort overgang også på Sinai-halvøen samt det sydelige Libanon.^[6] Krigen var afbrudt af flere kortvarige våbenhvileperioder.^[6] De sidste kamphandlinger fandt sted d. 10. marts 1948, hvor Israel tog fuld kontrol over Negev. Israel havde forinden – d. 24. februar – indgået en våbenhvileaftale med Egypten, mens selvstændige våbenhvileaftaler blev indgået med Libanon den 23. marts, Transjordanien den 3. april og Syrien den 20. juli. Med indgåelsen af disse forskellige våbenhvileaftaler blev den såkaldte Grønne Linje etableret, som ville danne de facto grænse mellem Israel og dens arabiske naboer frem til Seksdagskrigen i 1967. Både de arabiske lande og Israel gav udtryk for, at den Grønne Linje etablerede en midlertidig våbenstilstandslinje – og derfor ikke skulle behandles som en permanent (de jure) grænse.

Som en direkte konsekvens af krigen endte staten Israel med at kontrollere størstedelen af det tidligere mandatområde i Palæstina. Således kom Israel til at kontrollere hele det område, der oprindeligt var blevet forslået for den jødiske stat gennem FN's delingsplan, ligesom næsten 60% af det foreslået arabiske område også kom under israelsk kontrol.^[7] Transjordanien tog kontrol over Østjerusalem (inkl. den gamle bydel) og det, der blev kendt som Vestbredden. Desforuden tog Egypten kontrol over Gazastriben.

Foruden territorielle forskydninger, udløste konflikten også betydelige demografiske ændringer i hele Mellemøsten. Omkring 700.000 palæstinensiske arabere flygtede eller blev fordrevet fra deres hjem i det område, der blev til Israel, og de blev palæstinensiske flygtninge i det, de omtaler som Nakba ("katastrofen")^[8]. Et tilsvarende antal jøder flyttede til Israel i løbet af de tre år efter krigen, herunder 260.000 fra de omkringliggende arabiske stater.^[9][10]

1. ^ Morris 2008, s. 77.
2. ^ Morris 2008, s. 63–65.
3. ^ Morris 2008, s. 77–79.
4. ^ Tal 2004, s. 41.
5. ^ "Israel Ministry of Foreign Affairs: Declaration of Establishment of State of Israel: 14 May 1948: Retrieved 10 April 2012". Arkiveret fra originalen 16. januar 2013. Hentet 9. april 2012.
6. ^ ^{a b} Rogan & Shlaim 2007 s. 99.
7. ^ Cragg 1997, s. 57 og 116.
8. ^ – Benny Morris, 2004. The Birth of the Palestinian Refugee Problem Revisited, pp. 602–604. Cambridge University Press; ISBN 978-0-521-00967-6. "It is impossible to arrive at a definite persuasive estimate. My predilection would be to opt for the loose contemporary British formula, that of 'between 600,000 and 760,000' refugees; but, if pressed, 700,000 is probably a fair estimate";
   – Memo US Department of State, 4 May 1949 Arkiveret 12. juli 2019 hos Wayback Machine, FRUS, 1949, p. 973.: "One of the most important problems which must be cleared up before a lasting peace can be established in Palestine is the question of the more than 700,000 Arab refugees who during the Palestine conflict fled from their homes in what is now Israeli occupied territory and are at present living as refugees in Arab Palestine and the neighbouring Arab states.";
   – Memorandum on the Palestine Refugee Problem, 4 May 1949 Arkiveret 12. juli 2019 hos Wayback Machine, FRUS, 1949, p. 984.: "Approximately 700,000 refugees from the Palestine hostilities, now located principally in Arab Palestine, Transjordan, Lebanon and Syria, will require repatriation to Israel or resettlement in the Arab states."
9. ^ Morris, 2001, s. 259–60.
10. ^ Fischbach, Michael R. Jewish Property Claims Against Arab Countries. Columbia University Press, 2008, s. 27